I modsætning til psykopaten vil narcissisten typisk hurtigere udvise en opførsel, som kunne være et advarselstegn. Det kan eksempelvis være, at han reagerer meget voldsomt, hvis hans partner udtrykker uenighed.
Han mener, at han er noget ganske særligt, men har dybest set så dårligt et selvværd, at han slet ikke kan håndtere modstand.
Det lave selvværd er en ubevidst del af narcissisten, så hvis han bliver deprimeret, er det alle andres skyld.
Narcissisten har behov for konstant ros og opmuntring. Men han udsender det aldrig selv.
Han kan blive overordentlig grov og tale nedladende og hånligt, hvis partneren udtrykker behov for også at få ros og anerkendelse.
Problemer vokser, når børn kommer til
Et menneske med en narcissistisk personlighedsforstyrrelse har ingen empati, hvorfor problemer altid vil blive forværret, når der kommer børn i forholdet.
Af indlysende årsager ryger en del af opmærksomheden væk fra ham, hvilket kan skabe en ganske ubehagelig stemning i hjemmet.
Ofte vil mor og børn blive skældt ud, anklaget for fuldstændigt vanvittige ting og lignende. Det gør, at de vil blive meget trykkede og udvikle et mindreværd.
Konsekvenser som dem skyldes de voldsomme aggressioner, narcissisten kan vise.
I værste fald kan forholdet udvikle sig til meget grov vold og også voldtægt. Det kan skyldes, at en travl mor ofte har mindre overskud til sex – eller også har narcissisten fået den tanke, at han vil eksperimentere seksuelt. Fysisk kontakt som kram og kæleri, som ikke fører til sex, er typisk ikke narcissistens foretrukne beskæftigelse.
På en arbejdsplads er det typisk narcissisten, der prøver at lave splitting. Det vil sige, at han spiller folk ud mod hinanden. Han taler eksempelvis godt om dele af personalet og pludselig vender vinden, så de gode bliver de dårlige.
Det betyder, at narcissisten i høj grad har kontrol, fordi ingen tør stole på hinanden. Det skaber en meget ubehagelig stemning på arbejdspladsen.
Netop splitting på arbejdspladser eller blandt venner ses også hos kvinder, men det tager typisk længere tid at opdage – kvinder er jo nogle søde og blide væsener. Det er i hvert fald den typiske antagelse.